
07-02-2012
Red liv med mobilen
I Danmark findes tusindevis af hjertestartere, men kun få ved, hvor de er placeret. En ny mobil-applikation viser vejen til nærmeste hjertestarter.
Hjertestartere bliver alt for sjældent brugt. Det har en række ingeniørstuderende fra Århus Universitet rådet bod på. De har udviklet en mobil-applikation, som kan vise afstanden til nærmeste hjertestarter. App’en indeholder også en førstehjælpsguide til for eksempel hjertemassage.
For nylig har de ti boligafdelinger i Brøndby Strand opsat hjertestartere rundt om i boligområdet. Med den nye applikation bliver det også muligt for beboerne i Brøndby Strand, eller andre der skulle få brug for det, at se hvor hjertestarterne præcist befinder sig.
Chancen for at overleve et hjertestop falder for hvert minut, der går inden hjertestart. Den nye applikation finder nærmeste hjertestarter på få sekunder og kan på den måde være med til at øge overlevelseschancen.
Applikationen er lavet, så den er enkel at benytte. Det er vigtigt, at den er brugervenlig, når den skal benyttes i en akut situation ved et hjertestop. Derfor er den udviklet uden for mange tekniske detaljer.
Indtil videre findes applikationen kun som prototype og er ikke frigivet til download. Kommunikationsafdelingen i BO-VEST følger dog løbende udviklingen og vil informere her på siden, når den nye app kan downloades.
Skrevet af